Historisk følfødsel giver nyt håb for den kritisk truede færøske hest
Billede: Torsten Hansen.
Et meget specielt føl er netop blevet født i Danmark – og det kan bidrage til at redde en af verdens mest sjældne hesteracer. For første gang i mere end et århundrede er en færøsk hest blevet født uden for Færøerne. Dette markerer et stort skridt fremad i den igangværende indsats for at beskytte denne lille og kritisk truede race. I dag er der kun 83 færøske heste tilbage, og de lever alle på Færøerne.
I de senere år er antallet af færøske heste begyndt at falde. Mens avlerne kæmpede hårdt for at redde racen fra udryddelse i 1960'erne, står de nu over for en ny udfordring, for der er simpelthen for få mennesker på Færøerne, som kan have flere heste. Alt for mange føl bliver ikke solgt, og i visse situationer har det endda været nødvendigt at aflive sunde og raske heste, fordi ingen kunne tage sig af dem.
En kreativ løsning på et stigende problem
Løsningen på dette problem kan være simpel: Tillad eksport, så hestene kan få et hjem i udlandet. Men idet heste, som er født på Færøerne, ikke kan få et hestepas, kan de ikke eksporteres lovligt til udlandet. Der er ikke nogen lov, der eksplicit forbyder eksport af heste fra Færøerne, men det reelle problem skyldes fraværet af et juridisk rammeværk for udstedelse af pas til heste, som er født på Færøerne. Dette har skabt en flaskehals i forhold til racens overlevelse. På trods af adskillige appeller til lokale politikere om at løse problemet, er der endnu ikke blevet implementeret en juridisk løsning.
Derfor har Felagið Føroysk Ross (FFR), som er en forening til bevarelse af den oprindelige færøske hest, iværksat en ambitiøst projekt. De har importeret islandske hopper, som er en nært beslægtet race, fra Danmark og brugt dem som rugemødre. Embryoer fra færøske heste blev overført til hopperne, og da det var bekræftet, at de var drægtige, blev de transporteret tilbage til Danmark. Drægtigheden blev succesfuld for fire af de otte hopper – og nu er det første føl blevet født i Danmark. Og fordi føllet er født i Danmark, kan det få et hestepas og dermed en fremtid et andet sted end på Færøerne.
Billede: Torsten Hansen.
Samarbejde og videnskab
Dette projekt opstod ikke ud af ingenting. Siden 2012 har den færøske landbrugsorganisation, Búnaðarstovan, og FFR arbejdet tæt sammen med Nordisk Genressourcecenter (NordGen), som støtter bevaring af sjældne og oprindelige racer i hele Norden. NordGen har spillet en central rolle i at dokumentere racen, lede den genetiske forskning og udvikle langsigtede strategier for at sikre racens fremtid. I 2024 udgav NordGen en omfattende handlingsplan for den færøske hest (se nedenstående link), der skitserer de væsentligste strategier som udvidelse af bestanden, håndtering af indavl og brug af reproduktive teknologier, herunder embryooverførsel, for at udvide bestanden uden for Færøerne.
"Den aktuelle succes er et direkte resultat af planen og et tydeligt tegn på, at strategien virker. Det lyder måske som en lille ting, men det er et betydeligt gennembrud," siger Maria Kjetså, som er Senior Scientist på NordGen Farm Animals.
Meget betydningsfuldt
Med et pas kan dette føl nu rejse lovligt, blive solgt og dermed hjælpe med at starte nye flokke af færøske heste uden for Færøerne. Det kan blive en gamechanger for racens fremtid. Den færøske hest er en lille, robust og historisk set vigtig race, som har levet på Færøerne i århundreder. Men isolationen på en fjern øgruppe medfører betydelige risici – fra sygdomsudbrud til naturkatastrofer – som hurtigt kan udrydde hele bestanden.
Screenshot af video / billede: Hans-Henrik Fuglede.
Derfor er det yderst vigtigt, at racen også kan leve uden for Færøerne. Dette føl er det første reelle skridt i retning af at skabe et andet hjem for racen, sikre dens overlevelse i de kommende generationer og bevare dette unikke nordiske aktiv, så det ikke forsvinder for evigt.
"Det er en historisk dag for den færøske hest," siger Signa Kallsoy Ravnafoss, som er formand for FFR. "For første gang kan vi skabe en fremtid for denne utrolige race – ikke kun på Færøerne, men i hele verden."
Ud over dette føl forventes der at blive født yderligere to føl i Danmark som følge af embryoprojektet, mens der forventes tolv føl på Færøerne i år. Det er et rekordstort antal føl for den færøske hest. NordGen og FFR har planer om at fortsætte med at arbejde sammen og udnytte forskning, uddannelse og nye værktøjer til at beskytte og udvide bestanden af den færøske hest.
Yderligere information:
Maria Kjetså, NordGen (maria.kjetsa@nordgen.org)
Signa Kallsoy Ravnafoss, FFR (ffr@ffr.fo)
Relevante links: